Mangler vidst bare alt andet end at være alene...

Jeg får ondt i maven, bliver trist af den dårlige samvittighed over alt det jeg har spist og jeg har ik lavet meget andet end at ligge på sofaen i ti timer.

 Men det gode er, at jeg mister min fornemmelse af tid, min dag går hurtigere. 

Tygger timerne væk, i håbet om at dagen pludselig er slut så jeg kan gå i seng. 

Nogengange tænker jeg på, om der overhovedet er noget der virkelig giver mening for mig. Jo jeg elsker min familie og min kæreste. Men udover, så går jeg ofte bare og ønsker at klokken var lidt mere, at jeg bare kunne sove tidligt og gerne  længe dagen efter. Så dagen bliver kort.

Ønsker egentlig allermest bare at min vågentid skal være kort og gå hurtigt.

Så er der mindre tid til at tænke...

Mindre tid til at skulle finde på noget at give sig til

Mindre tid til at lave alt det jeg egentlig ik gider alligevel 

Det er måske fordi jeg ikke har noget at stå op til i min hverdag. Intet at se frem til at skulle og heller intet at glæde sig over. 

Jeg begynder så småt at blive lettere deprimeret af at gå hjemme. 

Hader det! Jeg hader det virkelig. 

På den anden side har jeg heller ik lyst til at lave noget, har bare lyst til at sove, hvilket jeg overhovedet ikke kan når jeg ik har lavet andet end at ligge på sofaen 

Efterspørger virkelig livslyst og livsenergi på sådan en kedelig trist og ensom dag

Op og ned

Det er længe siden jeg sidst har skrevet et indlæg, der sker så meget for tiden, så synes slet ikke jeg har haft tiden til det.
Men nu skulle det altså være !

Julen har gået godt, har hygget mig, spist og ikke tænkt (ret meget) på kalorier. Det var helt anderledes jul end sidste år. Tænkt at jeg kan have lov til at spise alt det, uden jeg tog vildt meget på ?

Det er lidt bekræftende og beroligende man alligevel kan spise julemad i to dage efterfulgt at julefrokost i to dage, uden det kan ses.
Det var lidt af prøve jeg blev sat på, men jeg klarede den !

Der er dog også en anden prøve jeg skal igennem er nu.
Jeg er d. 3. Januar blevet opereres i mit knæ, en knæstabiliserende operation.
Der er blevet taget en sene fra mit lår, sat på min knæskal og rundt om den inderste ledbånd. Så mit knæskal nu igen bliver stabil, efter at have hoppe af/ gået af led et par gange.
Jeg håber inderligt at det kommer til at hjælpe på mine smerter, så jeg forhåbentlig kan komme til at træne og måske endda løbe igen, det kunne virkelig være dejligt. Men inden jeg kan det, skal jeg lige igennem først 6 uger på sofaen, hvor jeg ikke kan støtte på det opererede ben, som er sat fastlåst en  skinne der rækker fra hofte til ankel. Jeg går med krykker og kan egentlig ik ret meget. 

Jeg har snart overstået de første 3 uger, det er svært. Men det bliver sværere nær man er selv. Dagen er lang når man står tidligt op. 

Det er det værste jeg kunne blive udsat for?!? Ligge/sidde stille kan vælge imellem seng eller sofa. Jeg er ved at blive sindsyg af at ligge, har uro i kroppen, er sensibel. Har mest bare lyst til at tage mine stærke smertestillende og bare kunne sove det hele væk. 

Kan ik klare at jeg skal tænke på mad, igen planlægge hvad jeg skal spise. Passe på med hvad jeg skal spise og alligevel falde i og spise for meget. 

Og nu skal jeg ikke tage på mere, og forbrænder jo ingenting når jeg bare ligger her, det vil sige at jeg ikke kan spise ret mange kalorier uden at tage på. Og jeg kan ikke gøre noget.

Håber virkelig mit knæ bliver smertefrit, og at jeg får et job. Mangler noget at gå op i, noget jeg kan dreje min verden overpå. Noget andet end at ligge her og være bange for bare at blive federe. 

Og kan godt være at jeg ikke er fed, men derfor er der stadig de lorte tanker der gør at jeg ikke kan klare at se ned over min krop når jeg ligger ned. Se hvordan mine inderlår klasker mod hinanden, ej vil ikke endda forklare det! Bliver bare nødt til at pakke mig væk under dynen og prøve at glemme det. 

Jeg har virkelig brug for at komme ud :/ væk fra min seng

Hård weekend

En weekend er gået, en travl weekend, en weekend med masser af mad og alkohol. 

En weekend jeg ikke havde klaret for er år siden. 

Fredag stod på en tur i byen og juleshoppe lidt, som førte til 'take away' fra thai restaurant. ( kalorie/bombe) Efterfulgt af en del bland-selv slik, med chokolade i store mængder. Her taler vi altså om at vi blandede 400g, som vi delte og spiste op. 

Lørdag var den mest travle dag, den startede med fødselsdag hos svigerfar, hvor vi fik smag på den helt store julebuffet med tilhørende kaffe-bord til dessert. (Igen alt for mange kalorier til frokost)

Efter dette første "æde-gilde" gik turen til julefrokost med kærestens firma, hvor der igen blev severet julemad med alt hvad der hører til. Plus chips og chokolade til efter. 

Alt dette formåede jeg at spise, plus jeg drak cider og shots om aftenen. (Drikke kalorier, plus det stopper forbrændingen af alt det usunde jeg indtog)

Efter en kort nattesøvn kom søndagen, som gik med 40års fødselsdag, hvor der igen var mad i massevis. Jeg fik spist tappas, islagkage og en del chokolade til dessert. ( tog endda dessert to gange og spiste en del chokolade) er helt flov over mig selv bare ved at skrive det, ak, alt den fede mad. 

Og alligevel har jeg spist en halv pizza her til aften fordi jeg var SULTEN!? (Burde ik være sulten?!?!?) 

Men jeg har alligevel gjort fremskridt, havde virkelig ikke kommet igennem den her weekend for et år siden, så er lidt stolt. Eller jeg er stolt over at jeg har alt det overskud, jeg har være deltagende i alle arrangementer.Men jeg er bestemt ikke stolt over min elendige evne til at stoppe med at spise. 

Har spist alt for meget. Har dårlig samvittighed, virkelig!!

Tør slet ik begynde og regne på hvor mange ekstra kalorier jeg har indtaget i den her weekend. 😕 puh, spiseforstyrrelsen har lyst til at veje mig for at holde kontrol, for at se hvor galt det er gået. December er en hård måned...

Forskellen er bare nu, at jeg ikke har 'sparet nok op', jeg har rent faktisk spist en masse, jeg har ikke tænkt mig at sulte mig i næste uge (hvilket jeg slet ikke tror jeg ville kunne gøre igen).

Dog har jeg det dårligt over mig selv, over alt det unødige ekstra jeg har spist, alt det som jeg sagtens kunne og helt klart burde have undværet. Det er det sværeste af det hele, alt det der ekstra -bare fordi det smagte godt. :/

Men udover den dårlige samvittighed har jeg klaret at gennemgå det. Jeg har virkelig kunne klaret det! Har kunne overkommet at spise alt den mad flere dage i streg.

Jeg har jo også hygget mig, det må jeg da indrømme! 

Plus at min fornuft prøver inderligt at fortælle og bekræfte mig i, at jeg jo egentlig ikke kan se forskel på min krop nu og så siden i torsdags??

For det kan man vel ikke, vel?? :s

Så mangler jeg bare at fjerne den tanke om, at jeg  ville spole tiden tilbage for at have undgået at spise så meget fed mad.

Men jeg gjorde det!

Kalorier, hovedregning og en sød tand

Jeg må være ærlig og indrømme at min morgenmad er begyndt at blive restriktiv nogle dage. Selvom jeg ik rigtig kan / vil indse det, så er det altså nu engang spiseforstyrrelsen der igen bestemmer lidt over valget af morgenmad . . . i hvert fald nogen gange.

 

Men når jeg ved, at den står på kage om formiddagen den pågældende dag, som det altså har gjort en del gange her på det sidste, da skrive perioden i bachelor er streng lige nu. Det resulterer dermed i at det er svært for mig at spise andet end de to æbler. Hvilket jo egentlig kun er pga at det indeholder under halvt så mange kalorier, i forhold de to stykker rugbrød med ost. Argh, tænk alle de ekstra kalorier jeg får ved det kage! 

Så jeg taber mig da i hvert fald ikke!!

Det er dog ikke sådan jeg skal tænke, alt kan ik opvejes i vægten. Jeg ved. Faktisk ikke engang hvad jeg vejer. Men det er heller ikke gældende, egentlig. For de spiseforstyrrelse tanker kan jo godt være tilstede selvom jeg ikke er undervægtig. De skal dog ikke være der, det kan ik passe, de skal gå væk, forlade mit hovede! Nu!

Jeg skal ikke til at være afhængig af at tælle kalorier igen, skal ikke til at planlægge hvad jeg skal spise og hvornår. For jeg ved jo godt hvordan det bare starter i det små, og så stille og roligt overtager det hele. Fanger mig på den luskede måde så jeg ikke opdager der egentlig sker en ændring. 

Jeg må være på vagt! 

Når det så er slået fast sidder jeg stadig med den bange anelse igen om at, hvis jeg nu spiser det rugbrød med ost til morgenmad, spiser kage til formiddag, igen får rugbrød til frokost, så får jeg jo igen noget om eftermiddagen, og selvfølgelig til aften og sen aften er jeg også altid lækkersulten. 

Og hvis det bliver ved flere gange, mange gange, plus/minus. Så vil jeg jo blive ved med at tage på :/ og ved at hvis jeg bliver ved med at stige vil det være endnu lettere for spiseforstyrrelsen at lokke mig. 

Gider bare ik tilbage igen, nej. Så bliver nødt til at skrive det, gøre mig selv opmærksom på hvad der er igang med at rokke på sig. Så jeg kan tage over, tage styringen og sige nej, imorgen tager jeg sgu rugbrød med ost, fire skiver ost, fordi det smager godt!!

 

Det må være bedre? og så måske holde lidt igen med alt det der chokolade og kage. ( hvis jeg kan) 

Der er jo så skide svært med en sød tand og angsten for at blive tyk😕

Er jeg på rette spor igen?

Det går godt, jeg er glad, for det meste.

Er stresset over opgaven, over at skulle opreres, over at skulle på dagpenge, være færdig og skal søge job. Har sendt ansøgninger, mange egentlig. Men ingen respons ud over to afslag. 

Er nervøs for overhovedet få et job. Er der nogen der gider ansætte en uden erfaring overhovedet :/ 

Men nå, må da se positivt på det, når alt det der 'almindelig' bekymring fylder som gal i mit hovede så rykkes maden lidt væk fra fokus. 

Det er fustrerende ik at skulle tage på længere, og det resultere nok i at valget ligger på fedtfattig youghurt og en tendens til at tænke lidt i kalorier igen. Syntes ik selv det har taget overhånd og jeg spiser restriktivt, slet ikke. For selvom jeg tænker over at jeg gerne vil "spare" lidt på kalorierne nogen gange, så andre gange, som eksempelvis i dag hvor jeg spiser en masse pebernødder, sunset og slik i biografen. Så meget at jeg faktisk nu ligger her med kvalme fordi jeg har spist mere end hvad jeg nok burde. Puh!

Det er stadigvæk en svær ting, det der med at begrænse sig, når jeg nu har tilladt mig selv at spise det. Så er det nemmest hvis jeg på forhånd er bestemt hvad og hvor meget jeg skal spise. 

Men det er vel noget jeg må arbejde på. 

Kan i hvert fald (trods irritation over jeg syntes dele af min krop er blevet for stort og jeg helst undlader at kigge på de dele) stadigvæk have et mere afslappet forhold til min krop. 

Bare eksempelvis i aften i biografen; Alt imens jeg sad der og havde tømt min egen slikpose samt var igang med at hapse fra kærestens, kiggede jeg ned på min mave. Den bulede ud, helt så man kunne se det igennem min hvide striktrøje. Ad. Sukkede lidt, men trak alligevel på skulderne og tænke, "pyt, hvis det er det der skal til for at jeg har det godt" og valgte at tage et stykke slik mere. 

Kan godt være det lyder latterligt, men synes selv at det er et vigtigt tegn på at jeg er i gang med det der 'LET GO' 

Så er der alligevel håb forude 

Det handler bare om at tage en dag af gangen, når nu der skal ske så meget nyt og anderledes i mit liv i løbet af de næste par måneder. Kan bare kun være glad for jeg har fået det bedre, kan trods alt holde til en del mere inden filmen knækker.

:/ ?!? Rask - virker pludselig længere væk

Jeg burde være glad, en gang tilbage, skal ik længere kæmpe med at tage på, er på vej mod frihed. Bla bla bla.

Men det er jeg ik. Er tom i hovedet, trist og irriteret. 

Har hverken lyst til at få slik i biografen i aften, har ik lyst til at gå julen i møde har slet ik lyst til at skulle igennem julefrokoster med fed mad, alkohol og slik. 

Jeg har taget på, gjort det jeg skulle. Jeg har slået hovedet fra. Ved ik hvordan min vægt er steget sådan her de sidste par måneder.

Og det gør mig bange. Rigtig bange.

Hvordan kan man stoppe med at gøre noget man ikke konkret ved hvad er? 

Hvordan kan jeg nu begynde at holde mig til kun at få chokolade/kage osv et par gange i ugen uden jeg føler at jeg igen forbyder mig selv at spise det?

Hvordan kommer jeg igen alt det der nu skal ske, med alt hvad det indeholder af julefrokoster, julehygge, nytår og efterfølgende operation hvor jeg er fast bundet til sofaen.

Syntes pludselig det hele virker lidt uoverskueligt! 

Snart hedder det afslutning

Der er nu kun knap 2 uger tilbage til samtale, faktisk min anden sidste samtale. 

Herfra er planen  at "nadia-skal-stå-på-egne-ben". 

Det må jeg da kunne finde ud af? Eller hvad? 

Syntes ofte man høre om tilbagefald og så skal man igennem bahandling igen. Men det vil jeg IKKE! Vil ik ned i vægt så jeg skal tage på igen. Så bliver jeg jo aldrig gravid. 

Mit store ønske er virkelig at blive gravid engang i løbet af næste år, så det kræver altså at holde den vægt oppe!

Men modsat vil heller ik tage mere på nu. Håber jeg kan finde ud af at stoppe min vægtstigning igen. 

Det er lidt underligt når man har gået så længe og skulle tage på, og så pludselig skal stabilisere. 

Hvordan gør man overhovedet det? 

Jeg er egentlig blevet lidt for god til at blive styret af at spise det jeg har lyst til (i hvert fald fra eftermiddag og resten af dagen). Jeg er får nemlig lidt for meget sukker i form af chokolade og kage. 

Det skal jeg lære at stoppe lidt med. Der går ikke en dag hvor jeg ikke får enten chokolade eller kage og det er ofte ik bare lige et stykke.

Det er begyndt at være okay i forhold til samvittigheden faktisk 

- jeg var alligevel igang med en vægtstigning, så det var okay.

Men hvad så nu? Hvad så når vægten ik længere behøver at stige? Er det så stadig okay? Og i hvilken grad? Er jeg stærk nok til at sige det er okay et par gange i ugen? 

Det er som om det stadig hedder alt-eller-intet inde i mit hovede 

Men ud over alt det mad/vægt tænkning så har jeg det godt. Jeg har et klart overtal af gode dage, er mere glad og tilpas. Jeg kan sidde stille en hel dag. Har det ikke frygtelig ved ik at kunne træne, mit knæ må tage den tid den skal. Jeg har mere overskud til alt mulig andet. 

Der er meget mere i livet der er mere værd end at være tynd?

Hvis man kan sige det sådan?

For når man står i helvede så er man jo alligevel aldrig tynd, aldrig tynd nok. Aldrig god nok. Man kan aldrig give sig selv lov. Mindre var altid bedst. 

Så hvorfor kæmpe en endeløs kamp der kun ødelægger ens krop og ens fremtid.

Livet må og har en større mening. 

Men man skal passe på med at fokusere for stort. 

Man skal sætte pris på de mindre glæder

Og en sidste ting, så har jeg ikke kastet op i over 2 måneder!